Episk uge
Mandagen startede morgenmøder og glædelige gensyn. Vi fejrede Lines fødselsdag og blev forkælet med flødeboller, frugt og læskende drikke. Der blev naturligvis også sunget fødselsdagssang til fødselsdagsbarnet.
Ellers er der blevet knoklet med film til Captum og igen var vi en tur på Sundby Væksthus og lave en produktion med Team V. Det står vidst nok for værksted. Vi fik nogle gode skud i kassen med Tuan Madsen.
Derudover er vi i fuld gang med at lave promoveringsmateriale for åbningen af Kraftværkets Café og Genbrugsbutik, som åbner d. 2. marts. Stay tuned! Der har både været inspirationstur i nærområdet til flyers og lign. Og så er der lavet optagelser i selve butikken, som skal fungere som små reklamespots fordelt udover de næste par uger.
Vi har også været i gang med optagelserne til Marias praktikfilm og den er så småt på vej til at blive færdig.
Natacha er smeltet sammen med computeren og Adobe Express og her har hun lavet nogle meget flotte og informative affaldssorteringsskilte, så vi er sikre på at det vi sidder ud kommer de rigtige steder hen.
Så har vi ovenikøbet også været i fuld gang med at tage produktbilleder af gartnernes værktøj heriblandt motorsave, hækkeklippere og løvblæsere. De har desuden indkøbt noget hvidt stof som bliver brugt til baggrund på deres produktbilleder.
Den helt store begivenhed og finale i denne uge har uomtvisteligt været den traditionelle “Natning”. Der var mulighed for at sove længe da vi først mødte kl. 13.00 i biografen på Fisketorvet. Her så vi “Den Bestøvlede Kat og Ønskestjernen”. Vi giver den 4.8 stjerner ud af 5.
Hernæst drog vi til Kraftværket og Vordingborggade, hvor nogle af Junos kreative medarbejdere havde forbereder en lille overraskelse. Og det var en uhyggelig en af slagsen. Det var rigtig godt, spændende og udfordrende og i kan få et lille glimt af aftenens store overraskelse om et par uger. Det er nemlig blevet optaget på bånd. Vi sluttede af med Pizza, sodavand og slikposer. Nogle gik direkte på vinterferie og andre sidder og arbejder benhårdt på denne as we speak.
Stjerner kommer og stjerner går. Line går på barsel og kommer tilbage til næste år. 1. marts starter Rasmus og ham glæder vi os til at møde men vi kommer også til at savne Line rigtig meget.
Vi ønsker alle en god weekend og rigtig god vinterferie til dem der er så heldige at have det.
Kh JUNO